For et antal årtier siden på Ligonier Valley Study Center sendte vi et Thanksgiving-kort ud med denne enkle erklæring: “Essensen af teologi er nåde; essensen af kristen etik er taknemmelighed.” I alle debatter om vores rolle i forhold til Guds rolle i helliggørelse – vores vækst i hellighed – ville vi forblive på rette spor, hvis vi kunne huske denne nåde-taknemmelsesdynamik. Jo mere vi forstår, hvor god Gud har været mod os og mere vi bliver overvundet af hans barmhjertighed, jo mere er vi tilbøjelige til at elske ham og tjene ham.
Alligevel kan vi ikke få nåde-taknemmelsesdynamikken ret, hvis vi ikke er klare på, hvad nåde betyder Hvad er nåde? De katekismer, som mange af os lærte som børn, giver os svaret: “Nåde er Guds ufortjente gunst.” Den første ting, vi forstår om nåde, er hvad den ikke er – det er ikke noget, vi fortjener. Faktisk, hvis det er alt, hvad vi nogensinde forstår om nåde, er jeg sikker på, at Gud vil glæde sig over, at vi ved, at hans nåde ikke er fortjent. Så her er vores funktionsdefinition af nåde – den er ufortjent.
Paulus brev til romerne kaster lys over, hvad vi mener, når vi siger, at nåde ikke er fortjeneste. I 1: 18–3: 20 forklarer apostlen, at vi på den sidste dag for første gang i vores liv vil blive bedømt i total fuldkommenhed, i fuldstændig retfærdighed, i absolut retfærdighed. Således vil enhver mund stoppes, når vi står for Guds domstol. Dette burde fremkalde frygt i faldne menneskers hjerter, da fordømmelse er den eneste mulige sætning for syndige mænd og kvinder: “Alle har syndet og mangler Guds herlighed” (3:23).
Men de, der stoler på Kristus Jesus, har håb, for hvis vi er i ham ved tro, er vi blevet “retfærdiggjort frit af hans nåde.” Bemærk, at retfærdiggørelse ikke opnås ved forpligtelse, men frit gennem nåde på grund af den forløsning, som Jesus alene købte. Der er ikke plads til at rose sig, for vi er ikke retfærdiggjort af vores gerninger, men kun af nåde gennem troen alene. Paulus fortsætter med at nævne Abraham som det fremtrædende eksempel på en, der var retfærdiggjort af troen alene og derfor fri for Guds dom om fordømmelse. Hvis grundlaget for Abrahams frelse, hans retfærdiggørelse, var noget, Abraham gjorde – en god gerning, en fortjenstfuld tjeneste, han udførte, en forpligtelse, som han udførte – hvis det var på basis af gerninger, siger Paulus, ville han have haft noget om hvilke man kan prale af. Men Abraham havde ikke sådan fortjeneste. Alt, hvad han havde, var tro, og selve troen var en gave: “Abraham troede på Gud, og det blev regnet for ham som retfærdighed” (4: 3; se Ef. 2: 8-10).
Romerne 4: 4–8 er en vigtig passage her:
Nu til den, der arbejder, regnes hans løn ikke som en gave, men som hans skyld. den, der ikke arbejder, men tror på ham, som retfærdiggør de ugudelige, hans tro regnes som retfærdighed, ligesom David også taler om velsignelsen fra den, som Gud tæller retfærdighed til uden for gerninger: “Salige er de, hvis lovløse gerninger er tilgivet, og hvis synder er dækket; velsignet er den mand, mod hvilken Herren ikke tæller sin synd. ”
Det er nåde. Paul kunne ikke sige det på nogen anden måde. For ham, der arbejder, er det gæld; hvis du fortjener noget, betyder det, at nogen er forpligtet til at betale dig. Hvis jeg ansætter dig som medarbejder og lover at betale dig hundrede dollars, hvis du arbejder otte timer, skal jeg betale dig for at arbejde de otte timer. Jeg giver dig ikke en tjeneste eller giver dig nåde. Du har optjent din løn. Du har opfyldt kontrakten, og jeg er moralsk forpligtet til at give dig din løn.
Med hensyn til Herren er vi skyldnere, der ikke kan betale. Derfor taler Bibelen om forløsning på økonomisk sprog – vi blev købt til en pris (1 Kor. 6:20). Kun en anden – Kristus – kan betale vores gæld. Det er nåde. Det er ikke vores gode gerninger, der sikrer vores redning, men kun Kristi gerninger. Det er hans fortjeneste, ikke vores. Vi fortjener ikke noget. Han giver os sin fortjeneste ved nåde, og vi modtager den kun ved tro. Nådens essens er dens frivillige gratis overdragelse. Så snart det er et krav, er det ikke længere nåde.
Nåde bør aldrig ophøre med at forbløffe os. Gud har en absolut, ren, hellig standard for retfærdighed. Derfor klamrer vi os med al vores magt til fortjeneste af Jesus Kristus. Han alene har fortjenesten til at tilfredsstille kravene om Guds retfærdighed, og han giver det frit til os. Vi har ikke fortjent det. Der er intet i os, der fremkalder Herrens gunst, der fører til vores retfærdiggørelse. Det er ren nåde.
Og jo mere vi forstår, hvad Gud har gjort for os som syndere, jo mere villige er vi til at gøre, hvad han kræver. Kirkens store lærere siger, at det første punkt med ægte helliggørelse er en stigende bevidsthed om vores egen syndighed. Samtidig kommer en stigende bevidsthed om Guds nåde. Og dermed igen øget kærlighed og stigende vilje til at adlyde ham.
Når vi virkelig forstår nåde – når vi ser, at Gud kun skylder os vrede, men har tilvejebragt Kristi fortjeneste til at dække vores ulykke – så ændres alt. Den kristne motivation for etik er ikke blot at adlyde en eller anden abstrakt lov eller en liste over regler; snarere fremkaldes vores svar af taknemmelighed. Jesus forstod det, da han sagde: “Hvis du elsker mig, hold mine befalinger.” Hvis jeg måske har friheden til at omskrive: “Hold mine befalinger ikke fordi du vil være retfærdig, men fordi du elsker mig.” En sand forståelse af nåde – af Guds ufortjente gunst – fremkalder altid et liv i taknemmelighed og lydighed.