Cadmiumaffaldsstrømme fra industrierne ender hovedsageligt i jord. Årsagerne til disse affaldsstrømme er f.eks. Zinkproduktion, fosfatmalmimplikation og bioindustriel gødning. Kadmiumaffaldsstrømme kan også komme ud i luften gennem (husholdnings) affaldsforbrænding og forbrænding af fossile brændstoffer. På grund af reglerne kommer kun lidt cadmium nu ind i vandet ved bortskaffelse af spildevand fra husholdninger eller industrier.
En anden vigtig kilde til cadmiumemission er produktionen af kunstig fosfatgødning. En del af cadmium ender i jorden, efter at gødningen er påført landbrugsjord, og resten af cadmium ender i overfladevand, når affald fra gødningsproduktioner dumpes af produktionsvirksomheder.
Cadmium kan transporteres over store afstande, når det absorberes af slam. Dette cadmiumrige slam kan forurene overfladevand såvel som jord.
Cadmium adsorberes stærkt til organisk stof i jord. Når cadmium er til stede i jord, kan det være yderst farligt, da optagelsen gennem mad vil stige. Jord, der er forsuret, øger cadmiumoptagelsen af planter. Dette er en potentiel fare for de dyr, der er afhængige af planterne for at overleve. Cadmium kan akkumuleres i deres kroppe, især når de spiser flere planter. Køer kan have store mængder cadmium i deres nyrer på grund af dette.
Regnorme og andre vigtige jordorganismer er ekstremt modtagelige for cadmiumforgiftning. De kan dø i meget lave koncentrationer, og dette har konsekvenser for jordstrukturen. Når cadmiumkoncentrationerne i jorden er høje, kan de påvirke jordens processer af mikroorganismer og true hele jordøkosystemet.
I akvatiske økosystemer kan cadmium bioakkumuleres i muslinger, østers, rejer, hummer og fisk. Modtageligheden for cadmium kan variere meget mellem vandlevende organismer. Saltvandsorganismer er kendt for at være mere modstandsdygtige over for cadmiumforgiftning end ferskvandsorganismer.
Dyr, der spiser eller drikker cadmium, får undertiden højt blodtryk, leversygdom og nerve- eller hjerneskade.