Find kilder: “Mans Search for Meaning” – nyheder · aviser · bøger · lærde · JSTOR (november 2011) (Lær hvordan og hvornår man skal fjerne denne skabelonbesked)
Frankl identificerer tre psykologiske reaktioner, som alle indsatte oplever i en eller anden grad: (1) chok under den indledende optagelsesfase til lejren, (2) apati efter at være vant til lejrenes eksistens, hvor den indsatte kun værdsætter det, der hjælper sig selv og hans venner med at overleve, og (3) reaktioner af depersonalisering, moralsk misdannelse, bitterhed og desillusion, hvis han overlever og frigøres.
Frankl konkluderer, at meningen med livet findes i hvert øjeblik af livet; livet ophører aldrig med at have mening, selv ikke i lidelse og død. I en gruppeterapisession under en masse, der hurtigt blev påført lejrens indsatte, der forsøgte at beskytte en anonym medfange fra myndigheders dødelige gengældelse, tilbød Frankl tanken om, at for alle i en alvorlig tilstand er der nogen, der ser ned, en ven, familie medlem eller endda Gud, der ville forvente ikke at blive skuffet. Frankl konkluderer ud fra sin erfaring, at en fængers psykologiske reaktioner ikke kun er et resultat af forholdene i hans liv, men også af det valgfrihed, han altid har selv i alvorlig lidelse. Det indre hold, en fange har på sit åndelige selv, er afhængig af at have et håb i fremtiden, og at når en fange først mister håbet, er han dømt.
Frankl konkluderer også, at der kun er to racer af mænd , anstændige mænd og uanstændigt. Intet samfund er frit for nogen af dem, og der var således “anstændige” nazistiske vagter og “uanstændige” fanger, især kapoen, der ville torturere og misbruge deres medfanger til personlig vinding.
Hans afsluttende passage i første del beskriver de indsattes psykologiske reaktion på deres befrielse, som han adskiller i tre faser. Den første er depersonalisering – en periode med omjustering, hvor en fange gradvist vender tilbage til verden. Oprindeligt er de befriede fanger så følelsesløse, at de ikke er i stand til at forstå, hvad frihed betyder, eller til at reagere følelsesmæssigt på den. En del af dem mener, at det er en illusion eller en drøm, der vil blive taget væk fra dem. I deres første strejftog uden for deres tidligere fængsel indså fangerne, at de ikke kunne forstå glæde. Blomster og virkeligheden af den frihed, de havde drømt om i årevis, var alle surrealistiske, ude af stand til at blive forstået i deres depersonalisering.
Kroppen er det første element, der bryder ud af dette stadium og reagerer med store lyster af spiser og ønsker mere at sove. Først efter den delvise genopfyldning af kroppen er sindet endelig i stand til at reagere, da “følelsen pludselig brød igennem de mærkelige kæber, der havde holdt den tilbage” (111).
Dette begynder den anden fase, hvor der er fare for deformation. Da det intense pres på sindet frigøres, kan mental sundhed bringes i fare. Frankl bruger analogien med en dykker, der pludselig frigives fra sit trykkammer. Han fortæller historien om en ven, der straks blev besat af at udlevere den samme vold efter hans mishandlers dom, som de havde påført ham.
Da de vendte hjem, måtte fangerne kæmpe med to grundlæggende oplevelser, som kunne også skade deres mentale helbred: bitterhed og desillusion. Den sidste fase er bitterhed over den manglende lydhørhed i verden udenfor – en “overfladiskhed og mangel på følelse … så modbydelig, at man endelig havde lyst til at krybe ind i et hul og hverken høre eller se mennesker mere” (113). Værre var desillusionen, hvilket var opdagelsen af, at lidelse ikke ender, at den længte efter lykke ikke vil komme. Dette var oplevelsen for dem, der – ligesom Frankl – vendte hjem for at opdage, at ingen ventede på dem. Det håb, der havde opretholdt dem gennem hele deres tid i koncentrationslejren, var nu væk. Frankl nævner denne oplevelse som den sværeste at overvinde.
Efterhånden som tiden gik, blev fangens oplevelse i en koncentrationslejr endelig intet andet end et husket mareridt. Desuden kommer han til at tro, at han har intet tilbage at frygte mere, “undtagen sin Gud” (115).