Kadence, i musik, slutningen af en sætning, opfattet som en rytmisk eller melodisk artikulation eller en harmonisk ændring eller alle disse; i større forstand kan en kadence være en afgrænsning af en halv sætning, en sektion af musik eller en hel sats.
Udtrykket stammer fra den latinske cadere (“at falde”) og oprindeligt henvist til den trinvise nedstigning af tenordelen, der er forbundet med formelle afslutninger i visse typer senmiddelalderlig polyfoni. En typisk kadentiel formel i denne periode er Landini-kadence, såkaldt på grund af dens hyppige optræden i musikken fra det 14. århundrede komponist Francesco Landini – skønt andre tidens komponister også brugte kadensen.
Med fremkomsten af tonet harmoni baseret på akkord og nøgleforhold i det 17. århundrede, fik kadensen større strukturel betydning, især i homofonisk eller akkordbaseret musik med regelmæssige sætninger. I sådan musik kan kadence betragtes som analog med rimet i slutningen af en linje af metriske vers. Fire hovedtyper af harmonisk kadence identificeres i almindelig praksis: normalt er disse kaldes autentisk, ha lf, plagale og vildledende kadenser.
I en autentisk kadence er en akkord, der indeholder den dominerende triade (baseret på den femte tone på skalaen) efterfølges af den toniske triade (baseret på den første tone på skalaen), V – I; tonic harmonien kommer i slutningen af sætningen. I den stærkeste form for autentisk kadence, kaldet den perfekte kadence, fortsætter den øvre stemme trinvis enten opad fra den forreste tone (syvende grad af skalaen) eller nedad fra den anden grad til den toniske tone, mens den laveste stemme springer fra den dominerende note opad en fjerde eller nedad en femtedel til toniknoten. Andre arrangementer af denne harmoniske formel – for eksempel med den førende tone i en indre del (fx alt- eller tenorstemme i firedelte harmonier) betragtes som mindre perfekte, fordi de af lytteren opfattes som mindre endelige.
Den halve kadence slutter sætningen på en dominerende akkord, som i tonemusik ikke lyder endelig; udtrykket ender med uafklaret harmonisk spænding. Således betyder en halv kadence typisk, at en anden sætning følger og slutter med en autentisk kadence.
I den plagale kadence fører subdominant (IV) triaden til tonic (I). Denne kadence er normalt en udvidelse til en autentisk kadence, og dens mest karakteristiske og formelformede anvendelse i Vesten er med den sidste amen (IV – I) i slutningen af en salme i kristne kirker.
Et vildledende kadence begynder med V, som en autentisk kadence, bortset fra at den ikke ender på tonic. Ofte erstatter triaden, der er bygget på den sjette grad, den tonic, som den deler to af sine tre tonehøjder med. En vildledende kadence kan bruges til at udvide en sætning, til at overlappe en sætning med en anden eller til at lette en pludselig modulering til en fjerntast.
En kadence kan også markere begyndelsen på en sætning eller sektion, for eksempel efter et dominerende pedalpunkt (hvor den dominerende tone opretholdes under skiftende harmonier). Når en sætning ender fuldt ud i den dominerende harmoni, og den næste begynder i tonic, har musikken indarbejdet kadentialstrukturen som en artikulativ enhed. En sådan teknik er en variant af den autentiske formel.
I monofonisk musik (bestående af en enkelt melodilinie) som almindelig sang indebærer visse melodiske formler en kadence. De melodiske stilarter i en kultur foreskriver ofte den korrekte sidste tone i en melodi og hvordan man nærmer sig den. Visse rytmiske mønstre kan genkendes som indikatorer for kadence, som i noget japansk musik. Kolotomisk struktur, den systematiske anvendelse af ordinerede instrumenter med faste rytmiske intervaller, kan også signalere kadence – fx i indonesisk gamelan – når det anerkendte mønster nærmer sig slutningen.