Mens forskere generelt er enige om, at Jesus var en ægte historisk skikkelse, har debatten længe raste omkring begivenhederne og omstændighederne i hans liv som vist i Bibelen.
Især har der tidligere været en vis forvirring om, hvilket sprog Jesus talte, som en mand, der levede i det første århundrede e.Kr. i riget Judæa, der ligger i det, der nu er den sydlige del af Palæstina. / p>
Spørgsmålet om Jesu foretrukne sprog kom mindeværdigt op i 2014 under et offentligt møde i Jerusalem mellem Benjamin Netanyahu, Israels premierminister og pave Frans, under pavens rundvisning i Det Hellige Land. Netanyahu sagde til paven gennem en tolk og erklærede: “Jesus var her, i dette land. Han talte hebraisk.”
Francis brød ind og rettede ham. “Aramæisk,” sagde han og henviste til det antikke Semitisk sprog, nu mest uddød, der stammer fra et folk kendt som arameerne omkring slutningen af det 11. århundrede f.Kr. Som rapporteret i Washington Post tales en version af den stadig i dag af samfund af kaldeiske kristne i Irak og Syrien.
“Han talte arameisk, men han kendte hebraisk,” svarede Netanyahu hurtigt.
Nyheder om den sproglige uenighed skabte overskrifter, men det viser sig, at begge premierministeren og paven havde sandsynligvis ret.
Jesus var sandsynligvis flersproget
De fleste religiøse lærde og historikere er enige med pave Frans om, at den historiske Jesus primært talte en galileisk dialekt af arameisk. Gennem handel, invasioner og erobring, havde det arameiske sprog spredt sig langt væk i det 7. århundrede f.Kr. og ville blive lingua franca i store dele af Mellemøsten.
I det første århundrede e.Kr. ville det have været det mest almindelige sprog blandt almindelige jødiske folk i modsætning til den religiøse elite og mest sandsynligt at have været brugt blandt Jesus og hans disk eksempler i deres daglige liv.
Men Netanyahu var også teknisk korrekt. Hebraisk, som er fra samme sproglige familie som arameisk, var også almindeligt brugt på Jesu tid. I lighed med latin i dag var hebraisk det valgte sprog for religiøse lærde og de hellige skrifter, inklusive Bibelen (skønt noget af Det Gamle Testamente var skrevet på arameisk).
Jesus forstod sandsynligvis hebraisk, skønt hans hverdag ville have været ført på arameisk. Af de første fire bøger i Det Nye Testamente registrerer Mattæus og Markus evangelier Jesus ved hjælp af aramatiske udtryk, mens han i Lukas 4:16 fik vist sig at læse hebraisk fra Bibelen i en synagoge.
Alexander den Store bragte græsk til Mesopotamien
Ud over arameisk og hebraisk var græsk og latin også almindelige på Jesu tid. Efter Alexander den Stores erobring af Mesopotamien og resten af det persiske imperium i det fjerde århundrede f.Kr., fortrængte græsk andre tunger som det officielle sprog i store dele af regionen. I det første århundrede e.Kr. var Judæa en del af det østlige romerske imperium, der omfavnede græsk som dets lingua franca og reserverede latin til juridiske og militære anliggender.
Som Jonathan Katz, en klassikklærer ved Oxford University, fortalte BBC News, vidste Jesus sandsynligvis ikke mere end et par ord på latin. Han vidste sandsynligvis mere græsk, men det var et almindeligt sprog blandt de mennesker, han talte med regelmæssigt, og han var sandsynligvis ikke for dygtig. Han talte bestemt ikke arabisk, et andet semitisk sprog, der først ankom til Palæstina efter det første århundrede e.Kr.
Så mens Jesu mest almindelige talesprog var arameisk, var han bekendt med – hvis ikke flydende, eller endda dygtige – tre eller fire forskellige tunger. Som med mange flersprogede mennesker, hvilken han talte, var sandsynligvis afhængig af konteksten af hans ord såvel som det publikum, han talte til på det tidspunkt.
LÆS MERE: Bibelen siger, at Jesus var virkelig. Hvilket andet bevis findes?