Intet ser mere fredeligt ud end en sovende baby. Men bag det fredfyldte lille udtryk udfolder fantastiske dramaer sig som teaterforestillinger bag lukkede scenegardiner? Eller er scenen ledig?
Ifølge psykologen David Foulkes, en af verdens førende eksperter inden for pædiatrisk drømning, sidestiller folk ofte fejlagtigt deres babyers evne til at opfatte med en evne til at drømme. “Hvis en organisme giver bevis for, at den kan opfatte en realitet, er vi tilbøjelige til at forestille os, at den også kan drømme en,” skrev Foulkes i “Childrens Dreaming and the Development of Consciousness” (Harvard University Press, 2002). Men når babyer betragtes som “begrænset pool af oplevelser og deres hjerner” umodenhed, mener Foulkes og andre neurovidenskabere, at de faktisk er drømmeløse i de første par år af livet.
Det er på trods af det faktum, at fra fødslen videre går sovende babyer ind i REM-fasen (hurtig øjenbevægelse) – den, hvor voksne drømmer. Og dreng, gør de: Nyfødte bruger halvdelen af deres søvn tid i REM, ledsaget af rykkende øjenkugler, trækende kroppe og et karakteristisk savtandet mønster på hjerneskanninger. Til sammenligning tilbringer voksne kun en fjerdedel af deres sovende tid i REM og resten i den drømmeløse ikke-REM-fase, præget af langsomt varierende hjernebølger. Hvis babyer drømte under REM, ville de drømme om svarende til en fuld otte timers arbejdsdag. Det ville være en stor kilometertal for at komme ud af de få billeder, de “har samlet af deres soveværelse, legetøj og forældre”.
I stedet mener neurovidenskabere, at REM-søvn tjener en helt anden rolle hos nyfødte og spædbørn: Det giver deres hjerner mulighed for at bygge veje, blive integreret og senere hjælpe dem med at udvikle sprog. (På samme måde lærer unge fugle sange under REM-søvn.) Mens alt det grynt arbejde foregår, mangler de plads i hovedet og evnen til at forestille sig sig selv som helte fra babyeventyr eller til at drømme fantasielegetøj.
Drømme, mener neurovidenskabere, er en kognitiv proces, der opstår i den tidlige barndom, når børn først har fået evnen til at forestille sig ting visuelt og rumligt. Ifølge forskning foretaget af Foulkes og hans kolleger beskriver selv børn i den modne alder på 4 eller 5 typisk drømme, der er statiske og klare, uden tegn, der bevæger sig eller handler, få følelser og ingen minder.
Levende drømme med strukturerede fortællinger indstillet i en alder af 7 eller 8, omkring samme tid børn udvikler en klar forståelse af deres egen identitet. Forskere mener, at selvbevidsthed er nødvendig for selvindsættelsen i drømme. Faktisk har den mængde selvkendskab et barn besidder – hendes forståelse af at hun ville være den samme person, selvom hun f.eks. Havde et andet navn, og at hun er den samme person som hun var da hun var baby – stærkt korrelerer med livskraften og mængden af plotstrukturen i barnets drømme.
Når Foulkess fund om drømning hos børn er relateret til spædbørn, kommer neurovidenskabere til den ret skuffende konklusion, at babyer ikke drømmer meget af hvad som helst. Deres hjerner er ellers engageret.
Følg Natalie Wolchover på Twitter @nattyover. Følg Lifes Little Mysteries på Twitter @llmysteries, og følg os derefter på Facebook.