Humor, også stavet humor, (fra latin “væske” eller “væske”), i den tidlige vestlige fysiologiske teori, en af de fire væsker i kroppen, som man troede bestemme en persons temperament og træk. I den gamle fysiologiske teori, der stadig er aktuel i den europæiske middelalder og senere, var de fire kardinal humor blod, slim, koler (gul galde) og melankoli (sort galde); de forskellige blandinger af disse humurer hos forskellige personer bestemte deres “hudfarver” eller “temperamenter”, deres fysiske og mentale egenskaber og deres dispositioner. Den ideelle person havde den ideelt proportionerede blanding af de fire; en overvægt af en producerede en person, der var sanguin (latinsk sanguis, “blod”), flegmatisk, kolerisk eller melankolisk. Hver hudfarve havde specifikke karakteristika, og ordene bar meget vægt, som de siden har mistet: fx den koleriske mand var ikke kun hurtig til vrede, men også gulansigt, mager, behåret, stolt, ambitiøs, hævnfuld og klog. I forlængelse heraf kom “humor” i det 16. århundrede til at betegne en ubalanceret mental tilstand, et humør eller urimelig caprice eller en fast dårskab eller vice.
