Det er mildt sagt svært at prøve at vælge favoritscener fra Hot Rod. Hele filmen er sammensat af det ene øjeblik inspireret galskab efter det andet med flere visninger, der kræves for at få øje på hvert sjove touch. Når det er sagt, er der indlysende standouts. Rods Footloose-inspirerede punchdance gennem skoven, mens han udarbejder sine vrede-problemer, der kulminerer med et tilsyneladende endeløst fald ned ad et bjerg, hæver filmen til klassisk status alene. En improviseret feel-good parade gennem hans hjemby til melodien til John Farnhams rørende hit You’re The Voice, starter sjovt og bliver hysterisk, når det pludselig bliver til et apokalyptisk oprør, som vores helte næppe undslipper. Will Arnett har i mellemtiden ikke en enorm mængde af screentime som Denises djævelsk kæreste, Jonathan, men hans sidste optræden er et meme-værdigt slag af geni for godt til at forkæle her. Så er der selvfølgelig den uskyldige sætning “seje bønner”, der sender Rod og Kevin til at gå ind i det, der kun kan beskrives som et dadaistisk mellemrum, næsten lige så splittende som Duchamps urinal. Sandsynligvis ikke den ideelle scene til at vinde over nybegyndere, medmindre de re Reeves og Mortimer fans, altså.
Hot Rods musik er et højdepunkt, som man kunne forvente af en Lonely Island-film. Det meste af Europas 1986 LP, The Final Countdown, er derinde et sted og sammen med andre soft-rock-hymner af lignende Cutting Crew og Moving Pictures, kunne ikke have været bedre valgt. Josh Homme og Queens of the Stone Age mødes endda – forklædt som glamrockband Gown – for at ledsage Rods store spring med en original sang, Head Honcho, der er lige så bombastisk som håber du. Trevor Rabin (af Yes fame) leverer et fabelagtigt synth-soundtrack, der passer perfekt ind i filmens referencer fra midten af 80erne.