Frontier-afhandling
Frontier-afhandlingen blev formuleret 1893, da den amerikanske historiker Frederick Jackson Turner teoretiserede, at tilgængeligheden af uberørt jord gennem store dele af amerikansk historie var den vigtigste faktor, der bestemmer national udvikling. Grænserfaringer og nye muligheder tvang gamle traditioner til at ændre sig, institutioner til at tilpasse sig og samfundet til at blive mere demokratisk, efterhånden som klassen skelner sammen. Resultatet var et unikt amerikansk samfund, der adskiller sig fra de europæiske samfund, hvorfra det stammer. I Canada var grænseafhandlingen populær mellem verdenskrigene med historikere som A.R.M. LOWER og Frank UNDERHILL og sociolog S.D. CLARK, dels på grund af en ny fornemmelse af Canadas nordamerikanske karakter.
Siden 2. verdenskrig er grænseafhandlingen faldet i popularitet på grund af anerkendelse af vigtige sociale og kulturelle forskelle mellem Canada og USA. I stedet for en & QUOT; storbyskole & QUOT; har udviklet sig og understreget Canadas meget tættere historiske bånd til Europa. Desuden havde centre som Montréal, Toronto og Ottawa en dybtgående indflydelse på afviklingen af den canadiske grænse. Uanset hvilket argument der lægges vægt på, kan enhver realistisk konklusion imidlertid ikke benægte, at både grænsen og båndene til etablerede centre var formative i Canadas udvikling.
Se også METROPOLITAN-HINTERLAND TESIS.