Konklusion
For Diderot er der kun et stof, og det er materielt. Her er han løst på linje med Spinoza. Men dette stof er i evig strøm (et mere lucretiansk element i hans tanke), så de individuelle væsener, vi støder på, kun er midlertidige, foreløbige klynger af molekyler i interaktion med hinanden, midt i det, der hæmmer kosmens generelle “omskiftelighed” ( hvorved den forandrer dens ændring). I posten “Immuable” (“Immutable”) skriver han at “Naturen er i en tilstand af evig omskiftelighed. Det følger af den generelle lov for allbodies: enten er de i bevægelse, eller de har en tendens til at være i bevægelse ”(Enc. VIII: 577).
Låne et heraklitisk motiv og tilføje en nu ret dateret kønsbøjning, Diderot beskriver også naturen som en kvinde, der nyder forklædninger (IN, § XII, uden tvivl at henvise til Heraclitus phusis kruptesthai philei, “Naturelikes at skjule”, frag. 208). Dette er også grunden til, at der er nomonsters i nogen reel forstand:
Jeg taler om uhyrlighed i forhold til hvad de er i øjeblikket, for der er ingen monstre i forhold til hele …. Hvis alt er i fluxu, som vi næppe kan betvivle, er alle væsener aremonstrous, det vil sige mere eller mindre uforenelig med deres tilsvarende rækkefølge. (OH; DPV XXIV: 317, 403)
Den sag, som vi også som alle andre enheder i universet er sammensat, er heterogent: adskiller sig med hensyn til energi og følsomhed og i evigt udviklende relation til hele:
Verden begynder og slutter uophørligt; det er i hvert øjeblik i begyndelsen og slutningen; det har aldrig haft og vil aldrig have nogen anden. I dette enorme hav af stof ligner ikke et molekyle et andet, ikke et molekyle er selvidentisk i et øjeblik. (RA; DPV XVII: 128)
Det vil sige, at naturen både er grundlæggende heterogen (de atomer, der udgør den naturlige verden, findes i en tilstand af heterogenitet og agitation) og aldrig helt “specifikke”:
hver ting er mere eller mindre specifikt (quelconque), mere eller mindre jord, mere eller mindre vand, mere eller mindre luft, mere eller mindre ild; mere eller mindre tilhører et eller andet kongerige … derfor er der ingen essens af et bestemt væsen. (RA ; DPV XVII: 138)
Alle væsener
har et uendeligt antal af forholdet til hinanden i henhold til de kvaliteter, de har til fælles … det er en vis samling af kvaliteter, der karakteriserer dem og skelner mellem dem (BI; DPV III: 183)
I dette stadigt skiftende helhed er der foreløbig konst sager og ting, der som alt andet er helt materielle, men som kan være af større eller mindre betydning for os, uanset om dette er “udbetalt” æstetisk, følelsesmæssigt, etisk-politisk eller endda intermer af nerveimpulser (og Diderot, det meste af tiden, er ikke vant til at skelne skarpt mellem disse).
Diderot opfandt en ny form for materialisme og trak på en række kilder, herunder den epikuriske tradition, Hobbes og Locke, Spinoza og Leibniz. Han forvandler også doktriner, genrer og spirende intellektuelle konstellationer (skepsis, den filosofiske roman og eklekticisme, for at nævne nogle tilfælde) Selv om han ikke ønsker at bidrage til genren systematisk filosofi, hans bidrag til oplysningstiden (og dens eftertid) og til efterfølgende intellektuelle episoder er betydelig, vanskelig at måle og bør beskæftiges med.