I slutningen af januar 1968, under det nye måneds (eller “Tet”) ferie, iværksatte nordvietnamesiske og kommunistiske Viet Cong-styrker et koordineret angreb mod en antal mål i Sydvietnam. De amerikanske og sydvietnamesiske militære opretholdt store tab, før de endelig afviste det kommunistiske angreb. Tetoffensiven spillede en vigtig rolle i at svække amerikansk offentlig støtte til krigen i Vietnam.
Ho Chi Minh og ledere i Hanoi planlagde Tet-offensiven i håb at opnå en afgørende sejr, der ville afslutte den slibende konflikt, der frustrerede militærledere på begge sider. Et vellykket angreb på større byer kunne tvinge De Forenede Stater til at forhandle eller måske endda trække sig tilbage. I det mindste håbede den nordvietnamesiske, at det ville tjene for at stoppe den igangværende escala guerillaangreb og bombninger i Norden. Hanoi valgte Tet-ferien til at strejke, fordi det traditionelt var en våbenhvile, og fordi vietnamesere, der rejste for at tilbringe festivalen sammen med deres pårørende, dækkede bevægelsen for de sydvietnamesiske nationale befrielsesstyrker (NLF), der støttede de kommunistiske styrker.
Den første fase af angrebet begyndte den 30. og 31. januar, hvor NLF-styrker samtidig angreb et antal mål, hovedsagelig befolkede områder og steder med stor amerikansk troppetilstedeværelse. Strejkerne på de større byer Huế og Saigon havde en stærk psykologisk indvirkning, da de viste, at NLF-tropper ikke var så svage som Johnson Administration tidligere havde hævdet. Det lykkedes endda NLF at bryde den ydre mur af den amerikanske ambassade i Saigon. Selvom offensivens første fase blev den mest berømte, lancerede en anden fase også samtidige angreb på mindre byer og byer den 4. maj og strakte sig ud i juni. En tredje fase begyndte i august og varede i seks uger. I de følgende måneder gentog de amerikanske og sydvietnamesiske styrker de byer, som NLF havde sikret sig i løbet af offensiven, men de pådrog sig store militære og civile tab i processen.
I slutningen af Tet Offensiv, begge sider havde udholdt tab, og begge sider hævdede sejr. Den amerikanske og sydvietnamesiske militære reaktion eliminerede næsten fuldstændigt NLF-styrkerne og genvandt alt det tabte territorium. Samtidig svækkede Tet-offensiven den indenlandske støtte til Johnson Administration, da de levende rapporter om Tet-offensiven fra de amerikanske medier gjorde det klart for den amerikanske offentlighed, at en samlet sejr i Vietnam ikke var nært forestående.
Eftervirkningerne af Tet bragte offentlige diskussioner om de-eskalering, men ikke før amerikanske generaler bad om yderligere tropper til et omfattende “accelereret pacificeringsprogram.” Disse militærledere troede, at USA var i stand til at besejre Norden, og forsøgte at presse på for en offensiv mellem USA og Sydvietnam. Johnson og andre læste imidlertid situationen anderledes. Johnson meddelte, at bombningen af Nordvietnam ville ophøre over 20. parallel og satte en grænse for amerikanske tropper i Sydvietnam.Johnson forsøgte også at sætte parametre for fredsforhandlinger, men det ville tage flere år, før disse blev realiserede. Inden for USA blev protesterne mod fortsat involvering i Vietnam intensiveret. 31. marts 1968 meddelte Johnson, at han ikke ville søge en anden periode som præsident. Jobbet med at finde en vej ud af Vietnam blev overladt til den næste amerikanske præsident, Richard Nixon.