Dette er det a priori argument: inden man overvejer eksistensen af fysiske univers. Dette er ræsonnement uden at tage noget hensyn til universets eksistens eller nogen del af det. Dette er et argument, der overvejer ideen om Gud alene.

Argumentet anses for at være et af de mest spændende nogensinde udtænkt. Det tog over 400 år for filosoffer at indse, hvad dens faktiske mangler var. Som et “a priori” argument forsøger det ontologiske argument at “bevise” Guds eksistens ved at etablere nødvendigheden af Guds eksistens gennem en forklaring af begrebet eksistens eller nødvendigt væren.

VISNING: Ontologisk argument

Anselm, ærkebiskop af Canterbury fremsatte først det ontologiske argument i det ellevte århundrede. Dette argument er det primære sted for sådanne filosofiske problemer, som om eksistensen er en egenskab, og om forestillingen om nødvendig eksistens er forståelig eller ej. Det er også det eneste af de traditionelle argumenter, der klart fører til Guds nødvendige egenskaber, såsom allmægtighed, alvidende osv. Anselms argument kan opfattes som et “reductiio ad absurdum” argument. I et sådant argument begynder man med en formodning, som er det modsatte af, hvad man forsøger at bevise. At koble formodningen med forskellige eksisterende bestemte eller selvindlysende antagelser vil i sidste ende give en modsigelse. Denne modsigelse er det, der bruges til at demonstrere, at det modsatte af den oprindelige formodning er sandt.

Der vil være flere præsentationer af dette argument så læseren er i stand til at udvikle en forståelse.

Form 1:

Lokaler:

1.a. Anselm – det øverste væsen – det væsen større end hvilken ingen kan undfanges (gcb)

gcb skal opfattes som eksisterende i virkeligheden og ikke kun i sindet ellers er gcb ikke at være gre efter hvilken ingen kan undfanges.

1. Antag (S) at det største tænkelige væsen (GCB) findes i sindet alene og ikke i virkeligheden (gcb1).

2. Så ville det største tænkelige væsen ikke være det største tænkelige væsen, fordi man kunne tænke på et væsen som (gcb1) men tænk på gcb som eksisterende i virkeligheden (gcb2) og ikke kun i sindet.

3. Så, gcb1 ville ikke være GCB, men gcb2 ville være.

Konklusion:

At tænke på GCB er således at tænke på gcb2, dvs. et væsen, der eksisterer i virkeligheden og ikke kun i sindet .

Form 2: Gud som nødvendigt væsen

Lokaler:

1. Gud er enten et nødvendigt væsen eller et betinget væsen.

2. Der er intet modstridende med, at Gud er et nødvendigt væsen

3. Så det er muligt, at Gud eksisterer som et nødvendigt væsen.

4. Så hvis det er muligt, at Gud er et nødvendigt væsen, så eksisterer Gud.

5. Fordi Gud ikke er et betinget væsen.

   Konklusion:

   Gud skal eksistere som det nødvendige væsen.

Noter til de ontologiske argumenter fra Anselm og Descartes

Anselm begynder med at definere det mest centrale udtryk i sit argument – Gud. Uden at hævde, at Gud eksisterer, spørger Anselm, hvad er det, vi mener, når vi henviser til ideen om “Gud”. Når vi taler om en Gud, antyder Anselm, at vi taler om det højeste væsen. Det vil sige, lad “gud” = “noget, som intet større kan tænkes over.” Anselms definition af Gud lyder måske forvirrende, da han først hørte den, men han gentager simpelthen vores intuitive forståelse af, hvad der menes med begrebet “Gud.” Lad derfor “Gud” = “et væsen med henblik på dette argument som intet større kan udtænkes. “

I din forståelse har du derfor begrebet Gud. Som ikke-troende kan du argumentere for, at du har et begreb enhjørning (det er trods alt det fælles koncept, der giver os mulighed for at diskutere sådan en ting) men konceptet er simpelthen en idé om en ting. Når alt kommer til alt, forstår vi, hvad en enhjørning er, men vi tror ikke, at de eksisterer. Anselm ville være enig.

To nøglepunkter er kommet indtil videre:

1. Når vi taler om Gud (uanset om vi hævder, at Gud er, eller Gud ikke er), overvejer vi en enhed, der kan defineres som “en være, som intet større kan undfanges. “;

2. Når vi taler om Gud (enten som troende eller ikke-troende), har vi en intra-mental forståelse af dette begreb, dvs. ideen ligger inden for vores forståelse.

Anselm fortsætter med at undersøge forskellen mellem det, der findes i sindet, og det, der findes både i sindet og uden for sindet. Hvad der bliver spurgt her er: Er det større at eksistere i sindet alene eller i sindet og i virkeligheden (eller uden for sindet)? Anselm beder dig om at overveje maleren, f.eks. definere, hvad der er større: virkeligheden af et maleri, som det findes i en kunstners sind, eller det samme maleri, der findes i den samme kunstners sind og som et fysisk kunstværk. Anselm hævder, at maleriet, der findes både inden for kunstnerens sind og som et ægte kunstværk, er større end den blotte intra-mentale opfattelse af værket. Lad mig tilbyde et eksempel fra den virkelige verden: Hvis nogen skulle tilbyde dig en dollar, men du var nødt til at vælge mellem den dollar, der findes i deres sind, eller den dollar, der findes både i deres sind og i virkeligheden, hvilken dollar ville du vælge? Er du sikker …

På dette tidspunkt har vi et tredje nøglepunkt oprettet:

3.Det er større at eksistere i sind og i virkeligheden, så at eksistere i sindet alene.

Har du fundet ud af, hvor Anselm går hen med dette argument?

A. Hvis Gud er den, der er større, som ikke kan undfanges (etableret i nr. 1 ovenfor);
B. Og da det er større at eksistere i sindet og i virkeligheden end i sindet alene (etableret i nr. 3 ovenfor);
C. Så må Gud eksistere både i sindet (etableret i nr. 2 ovenfor) og i virkeligheden;
D. Kort sagt, det må Gud være. Gud er ikke kun et intra-mentalt koncept, men også en ekstra-mental virkelighed.

Men hvorfor? For hvis Gud virkelig er den større end den, der ikke kan undfanges, følger det, at Gud skal eksistere både i sindet og i virkeligheden. Hvis Gud ikke eksisterede i virkeligheden såvel som vores forståelse, kunne vi forestille os et større væsen, dvs. et væsen, der findes ekstremt og intramentalt. Men pr. Definition kan der ikke være noget større væsen. Der skal således være en tilsvarende ekstra-mental virkelighed til vores intra-mentale opfattelse af Gud. Guds eksistens uden for vores forståelse er logisk nødvendigt.

Nogle gange præsenteres Anselms argument som en Reductio Ad Absurdum (RAA). I en RAA reducerer du modsætningen af din opfattelse til absurditet. Da modsætningen er absurd, skal din opfattelse være korrekt. Anselms argument vil se sådan ud:

1. Enten eller.

2. Antag (modsætningen af Anselms position)

3. Hvis (men kun eksisterer som et intra-mentalt begreb), så er det væsen, som intet større, der kan opfattes, et væsen, som et større væsen kan opfattes. Dette er en logisk umulighed (husk kriterium 3);

4. Derfor er forkert;

Konklusion:

5. Derfor .

Præciseringer:

Argumentet er ikke, at “Hvis du mener, at Gud eksisterer, eksisterer der gud”. Det ville være for latterligt at bede nogen om at acceptere, at hvis du mener, at X eksisterer og er reel, så eksisterer X og er reel.

Det ontologiske argument beder ikke en person om at antage, at der er en guddom eller endda en GCB.

Det beder enhver overhovedet om simpelthen at TENKE på guddommen som det STØRSTE Tænkelige VÆSEN, og derefter indikerer det, at et væsen, der eksisterer i virkeligheden (uden for sindet) er større end en, der bare er i sindet (fantasi). Så konklusionen er, at hvis du tænker på GCB, skal du TENKE, at

GCB ikke kun eksisterer i din tænkning (sind), men også i virkeligheden (uden for dit sind).

Det er større at tænke på et væsen, der findes uden for sindet såvel som i sindet, så hvis du tænker på GCB, skal du tænke, at GCB ikke kun eksisterer inden i sindet (fantasien), men uden for sindet (i virkeligheden).

Se på det på denne måde: Anselm opfordrer folk til at tænke over en bestemt opfattelse af guddommen, dvs. GCBs. Det, Anselm gjorde, var at placere ideen om, at væsenet skulle eksistere uden for sindet og i det virkelige rige og ikke kun inden i sindet i fantasiens rige. Så du TÆNKER for GCB, og hvad laver du, når du gør det? Du må tro, at GCB

eksisterer uden for sindet og i det virkelige rige og ikke kun inden i sindet i fantasiens rige. Hvorfor skal du tænke det? Fordi det ikke troede du, ville du ikke tænke på GCB som defineret af Anselm.

Det er sådan: Tænk på en trekant. Hvis du gør det, skal du tænke på en trekantet figur, der ligger på et plan med tre vinkler, der tilføjer op til 180 grader. Hvorfor? For hvis du ikke tænker på

en tre-sidet figur, der ligger på et plan med tre vinkler, der tilføjer op til 180 grader, tænker du ikke på en trekant. Så HVIS du skal TENKE i en trekant, skal du TENKE af

en tre-sidet figur, der ligger på et plan med tre vinkler, der tilføjer op til 180 grader.

Hvis du tænker på en GCB, skal du TENKE

at væsenet skal eksistere uden for sindet og i det virkelige rige og ikke kun inde i sindet i verden af fantasi. Hvorfor? For hvis du ikke tænker

at væsenet skal eksistere uden for sindet og i det virkelige rige og ikke kun inden i sindet i fantasiens rige, tænker du ikke på GCB. / p>

I alt dette er det kun tænkning. Anselm beviste, hvad der skal tænkes på GCB i betragtning af, hvordan GCB blev defineret, og ikke om GCB faktisk eksisterer.

= = = = === = = = = = = == = = = = = = = = = = = = = = = == = = = = = = = =

En variation af dette argument ved Alvin Plantinga eksisterer. Det er kendt som den modale version af det ontologiske argument:

1. At sige, at der muligvis er en Gud, er at sige, at der er en mulig verden, hvor Gud eksisterer.

2. At sige, at Gud nødvendigvis eksisterer, er at sige, at Gud eksisterer i enhver mulig verden.

3. Gud er nødvendigvis perfekt (dvs. maksimalt fremragende)

4. Da Gud nødvendigvis er perfekt, er han perfekt i enhver mulig verden.

5. Hvis Gud er perfekt i enhver mulig verden, skal han eksistere i enhver mulig verden, derfor eksisterer Gud.

6. Gud er også maksimalt stor. At være maksimalt stor er at være perfekt i enhver mulig verden.

7. Derfor: “det er muligt, at der er en Gud,” betyder, at der er en mulig som indeholder Gud, at Gud er maksimalt stor, og at Gud eksisterer i enhver mulig verden og derfor er nødvendig.

8. Guds eksistens er i det mindste mulig.

9. Derfor: pr. syv ting eksisterer Gud.

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = == = = = = = = = = = = =

Rene Descartes, 1596 – 1650, krediteres også med at formulere en version af det ontologiske argument. En mulig præsentation af det kartesiske argument er som følger:

1. Hvis der er en Gud, er det et perfekt væsen;

2. Et perfekt væsen besidder alle mulige perfektioner;

. Eksistens er en perfektion;

4. Derfor har Gud nødvendigvis eksistenskvaliteten. Gud eksisterer simpelthen.

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = == = = = = = = = = = = = =

De faktiske tekster:

Anselms filosofi

Anselms argument

Monologium

Proslogium

Guanilos svar og Anselms svar på Guanilo

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =

PROBLEMER:

Problemet med det ontologiske argument er IKKE

1) at nogle mennesker nægter at tænke på GCB eller

2) at nogle mennesker har modstand mod en tro på en guddom

3) at nogle mennesker bare nægter at acceptere guddommen

NEJ NEJ NEJ, problemet med argumentet er, at det har FLAWS. Den har en LOGISK FEJL.

Hvad er den fejl i argumentet ???

PROBLEM:

Konklusionen af argumentet er: At tænke på GCB er således at tænke af gcb2, dvs. et væsen, der eksisterer i virkeligheden og ikke kun i sindet

Immanuel Kant bemærkede, at det at tænke på GCB er at tænke på gcb2, dvs. et væsen, der eksisterer i virkeligheden og ikke kun i sindet

MEN at tænke på gcb2 som et væsen, der eksisterer i virkeligheden og ikke kun i sindet, gør ikke bevise at gcb2 faktisk eksisterer i virkeligheden KUN at en person SKAL TENKE at gcb2 faktisk eksisterer i virkeligheden

Men for Kant og mange efter ham, forestillingen om “Eksistens” er ikke et predikat: Du kan ikke medtage det i ideen om selve tingen. Du kan ikke tænke noget til eksistens ved at inkludere eksistensen som en egenskab for den ting.

Fejlene eller problemet ses i

Tællerargumenterne for Anselm:

I. Den mest perfekte ø

Gaunilon, en samtid af Anselm, havde to store kritikpunkter af det ontologiske argument.

Først: Hvis vi med “Gud” mener “det end større, som ikke kan undfanges”, så er begrebet meningsløst for os. Vi kan på ingen meningsfuld måde forstå, hvad der præcist menes med sådanne ord. Virkeligheden bag udtrykket er fuldstændig overgået til den menneskelige kender;

For det andet: Selv hvis vi indrømmer, at begrebet Gud som “det større end det, der ikke kan undfanges”, findes i forståelsen, er der ingen grund til at tro begrebet nødvendiggør Guds ekstra-mentale virkelighed.Når alt kommer til alt kan jeg forestille mig den mest perfekte ø, herlig i alle detaljer, men der er intet ved min forståelse af øen, der tvinger os til at indrømme, at øen eksisterer.

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =

II. Eksistens er ikke et predikat

Immanuel Kant (1724 – 1804), tilbød det, som mange mener, er en fordømmende kritik af Anselms ontologiske argument.

Lad os vende tilbage til vores diskussion af enhjørninger og Gud. Anselm har hævdet, at der findes en forskel mellem begrebet “enhjørning”, da det eksisterer intra-mentalt og ekstra-mentalt. Hvis vi hævder, at “enhjørningen” er, tilføjer vi på en eller anden måde konceptet. at give begrebet et ekstra predikat, dvs. den kvalitet, det er. Pointen med Anselms argument er, at eksistensprædikatet kan demonstreres for begrebet “Gud”.

Kant er ikke enig i Anselms behandling af eksistensen som et predikat. Begrebet “enhjørning” ændres ikke på nogen måde, hvis vi hævder, at det er det. Begrebet er heller ikke beskadiget, hvis vi hævder, at enhjørninger ikke er det. Ifølge Kant “… tilføjer vi ikke den mindste tilføjelse til tingen, når vi yderligere erklærer, at denne ting er det.” Hvis eksistensen ikke er et predikat, så er Anselm Argumentet har ikke vist nogen meningsfuld information.

Kant mente, at mens begrebet et højeste væsen var nyttigt, var det kun en idé, som i og for sig ikke kunne hjælpe os med at bestemme rigtigheden af konceptet. Selv om det var en mulighed, følte han, at argumentets “a priori” holdning ville være nødvendigt at understøtte det med erfaring.

For Kant, hvad Anselm gjorde, var at bevise, at mennesker SKAL TENKE, AT en guddom eksisterer i virkeligheden og ikke kun i sindet som en idé som GCB, men det betyder ikke, at GCB faktisk eksisterer i virkeligheden. Ideen om GCB eksisterer, og ideen om GCB som et faktisk væsen eksisterer, men virkeligheden eller virkeligheden af GCB er ikke fastlagt ud fra tankerne alene.

Tænk på tre situationer:

1. Du går hjem og ser øverst på din kommode. Du kan bruge nogle penge, og mens du kigger derhen, forestiller du dig at se ti ti dollarsedler.

2. Du går hjem og ser øverst på din kommode. Du kan bruge nogle penge, og når du ser der, ser du ti MONOPOLER ti dollarsedler.

3. Du går hjem og ser øverst på din kommode. Du kan bruge nogle penge, og når du ser der, ser du ti rigtige ti dollarsedler.

Hvilken af de tre er den største eller bedste situation? # 3 er.

Men bare at tænke på nr. 3 tilføjer faktisk ikke nogen penge til dit samlede beløb.

Dette er Kants punkt.

Tænker om GCB indebærer logisk TANKE, at GCB skal eksistere i virkeligheden og ikke kun i fantasien. Men at tænke på GCB som eksisterende i virkeligheden og ikke kun i fantasien beviser ikke, at GCB faktisk eksisterer i virkeligheden og ikke kun i fantasien. Det er bare en idé om, hvad der findes.

Se også det ontologiske argument

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = == = = = = = = = = = = =

III. Det største tænkelige onde væsen.

Som et “a priori” argument er Ontologisk argument forsøger at “bevise” Guds eksistens ved at etablere nødvendigheden af Guds eksistens gennem en forklaring af begrebet eksistens eller nødvendigt væren. Som denne kritik af det ontologiske argument viser, blev de samme argumenter brugt til at bevise en almægtig gud , kunne bruges til at bevise en almægtig djævel. Da der ikke kunne eksistere to almægtige væsener (den ene magt skal være underordnet den anden), er dette et eksempel på en af svaghederne i denne type teoretisering. Desuden tillader begrebet nødvendig eksistens, ved at bruge Anselms andet argument, os til at “definere” andre ting til eksistens.

Argumentet kunne bevise eksistensen af det at være mere ondt, end som ingen andre kan opfattes. lige så let som det angiveligt beviser eksistensen af det væsen, der er det største tænkelige væsen.

Tænk på et væsen, der er det ondeste væsen, der kan undfanges. Det væsen skal opfattes som det, der findes i virkeligheden og ikke kun i sindet, ellers ville det ikke være det mest onde væsen, der kan opfattes for et væsen, der ikke findes i virkeligheden, er slet ikke ondt.

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = == = = = = = = = = = = = = =

IV. Empiriker kritik

Aquinas , 1225 – 1274, engang erklæret den katolske kirkes officielle filosof, byggede sin indsigelse mod det ontologiske argument af epistemologiske grunde.

Epistemologi er studiet af viden. Det er en gren af filosofien, der søger at besvare spørgsmål som: Hvad er viden ?; Hvad er sandhed ?; Hvordan sker det at vide ?; et cetera. Aquinas er kendt som en empiriker. Empirikere hævder, at viden kommer fra sanselig erfaring.Aquinas skrev: “Intet er i intellektet, som ikke var det første i sanserne.”

Inden for empirismen fra Thomas kan vi ikke begrunde eller udlede Guds eksistens fra en undersøgelse af definitionen af Gud. Vi kan kun kende Gud indirekte gennem vores oplevelse af Gud som årsag til det, som vi oplever i den naturlige verden. Vi kan ikke angribe himlen med vores fornuft; vi kan kun kende Gud som den nødvendige Årsag til alt, hvad vi observerer.

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = == = = = = = = = = = = =

Alvin Plantiga tilbyder et modargument til modargumenterne, der i det mindste etablerer den rationelle accept af teismen, som den ser ud til støtte ideen om, at det er muligt, at det største tænkelige væsen eksisterer.

= = = = = = == = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =

Andre filosoffer og deres kritik:

· René Descartes, fra Descartes filosofi i uddrag af hans skrifter. H. A. P. Torrey. New York, 1892. S. 161 ff.

· John Locke, fra et essay om menneskelig forståelse. London: Ward, Lock, Co. s. 529 ff.

· Gottfried W. Leibniz, fra nye essays om menneskelig forståelse. Oversat af A.G. Langley. New York, 1896. S. 502 efterfølgende.

· Immanuel Kant, fra kritik af ren fornuft. Oversat af F. Max Muller. New York, 1896. P-483 ff.

· J. A. Dorner fra A System of Christian Doctrine. Oversat af A. Cave og J. S. Banks, Edinburgh, 1880. Bind. I., s. 216 ff.

· Lotze, Microcosmus. Oversat af E. Hamilton og E. E. C. Jones. Edinburgh, 1887. Bind. II., S. 669 ff.

· Robert Flint, fra teismen. New York, 1893. Syvende udgave. S. 278 ff.

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =

Se også Afbøde de teleologiske, kosmologiske og ontologiske argumenter for Guds eksistens Læs kritikken af det ontologiske argument

= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = == = = = = = = = = = = = = = =

Afslutningsoversigt:

1. Hvad det viser:

A. Anselm beviser, at hvis du tænker på GCB, skal du TENKE, at den eksisterer.

B. Descartes beviser, at hvis du opfatter et ALT PERFEKT væsen, skal du UDFATTE (TENKE) om at være som eksisterende.

2. Kant påpeger, at selvom du skal TENKE, at den eksisterer, betyder det ikke, at den eksisterer. Eksistens er ikke noget, vi kan kende fra selve ideen. Det er ikke kendt som et prædikat for et emne. Uafhængig bekræftelse gennem erfaring er nødvendig.

3. Argumentet giver en vis støtte til dem, der allerede er troende. Det har variationer, der skaber muligheden for eksistensen af et sådant væsen.

4. Argumentet vil ikke konvertere den ikke-troende til en troende.

Resultatvurdering

Dette argument eller bevis fastslår ikke den faktiske eksistens af en overnaturlig guddom. Det forsøger at definere et væsen i eksistens, og det er ikke rationelt legitimt. Selvom argumentet ikke kan bruges til at konvertere en ikke-troende til en troende, beviser fejlene i argumentet ikke, at der ikke er nogen gud. Bevisbyrden kræver, at den positive påstand om, at der er en

overnaturlig gud, etableres af fornuft og beviser, og dette argument opfylder ikke denne standard. Den troende på gud kan bruge argumentet til at etablere den blotte logiske mulighed for, at der er en

overnaturlig guddom eller i det mindste, at det ikke er irrationelt at tro på muligheden for, at der er sådan et væsen. Argumentet fastslår overhovedet ingen grad af sandsynlighed.

OUTCOME:

Argumentet:

Lokaler

1. Antag (S) at det største tænkelige væsen (GCB) findes i sindet alene og ikke i virkeligheden (gcb1).

2. Så ville det største tænkelige væsen ikke være det største tænkelige væsen, fordi man kunne tænke på et væsen som (gcb1) men tænk på gcb som eksisterende i virkeligheden (gcb2) og ikke kun i sindet.

3. Så, gcb1 ville ikke være GCB, men gcb2 ville være.

4. At tænke på GCB er altså at tænke på gcb2, dvs. et væsen, der eksisterer i virkeligheden og ikke kun i sindet.

mstheme >

Konklusion: GCB (guddom) findes

Problem med argument:

1. ____Præmier er falske

2. ____Premises er irrelevante

3.____Præmier indeholder konklusionen – cirkulær begrundelse

4. __X__Premises er utilstrækkelige til at understøtte konklusionen

5. ____Alternative argumenter findes med lige eller større støtte